Øvre øjenlågsløft
Tunge øjenlåg skyldes ofte overskydende eller slap hud, som opstår naturligt med alderen, men kan også være arveligt. Denne tilstand kan give et træt udseende og gøre det vanskeligt at lægge makeup, og i nogle tilfælde påvirke synet. Behandlingen er typisk en øjenlågsoperation, hvor hud og eventuelt muskel og fedt fjernes for at genskabe et ungdommeligt udseende og afhjælpe fysiske symptomer.
Fordele ved at benytte Oculus Øjencenter
- Få tid i dag
- Grundig undersøgelse
- Tryg og venlig atmosfære
- Få svar på dine spørgsmål
- Plan for eventuel behandling
Tunge øjenlåg (Øvre øjenlågsløft)
Tunge øjenlåg skyldes som oftest overskydende eller slap hud på de øvre øjenlåg, Tilstanden er i langt de fleste tilfælde en naturlig konsekvens af den aldringsproces alle mennesker gennemgår, selv om arvelighed ofte også spiller en rolle. Tunge øjenlåg er en af de mest almindelige årsager til at få foretaget en øvre øjenlågsoperation og indgrebet er sandsynligvis én af de oftest udførte operationer i ansigtsområdet på verdensplan.
Overskydende hud på øvre øjenlåg vil i mange tilfælde give et træt udseende og hos kvinder besværliggøre anlæggelse af makeup. Overskydende hud på øvre øjenlåg vil også kunne vise sig ved udtrætning over øjnene med forværring i løbet af dagen, og hovedpine, idet man vil have tendens til at rynke/løfte panden for at kompensere for den tyngende hud på øjenlåg og/eller øjenvipper. Man vil også kunne opleve at synsfeltet opadtil mindskes i takt med at huden hvælver sig frem over øjenvipperne på øjenlågenes ydre del.
Behandlingen af overskydende hud på øvre øjenlåg er som udgangspunkt kirurgisk, med varierende grader af fjernelse af hud, samt evt. overskydende muskel og frembulende fedt, alt efter den enkeltes behov og ønsker, indenfor rammen af det kirurgisk mulige. Den enkeltes behov og ønsker drøftes og afklares i forbindelse med forundersøgelsen, som går forud for alle kirurgiske indgreb.
Indgrebet udføres såvel med udgangspunkt i fysiske symptomer (funktionel operation) som uden fysiske symptomer (kosmetisk operation). Formålet er at reducere/fjerne eventuelle fysiske symptomer og genskabe øjenlågenes naturlige, ungdommelige udseende i videst mulige omfang med udgangspunkt i den enkeltes ønsker/behov og med respekt for den enkeltes anatomiske forhold.
En øvre øjenlågsoperation vil ofte give en betydelig forbedring af øjenlågenes, og dermed hele ansigtets udseende og harmoni, til trods for indgrebets relativt beskedne omfang.
Selv om et øvre øjenlågsløft af mange opfattes som en lille rutinemæssig procedure, og i de rigtige hænder er meget sikker, er det alligevel vigtigt at opsøge en specialist for dels at få den nødvendige, grundige information, dels med henblik på at opnå et naturligt og flot resultat efter operationen.